Nyheder fra London

 

London boomer med ny og innovativ arkitektur, Londons nye togforbindelse Crossrail er det største anlægsprojekt i Europa, nyt kunstværk på den fjerde sokkel på Trafalgar Square.         

 

London boomer med ny og innovativ arkitektur

 

På trods af finanskrisen er der byggekraner overalt i London, hvor nye innovative bygninger skyder op over hele byen. EU's højeste bygning (The Shard) på 310 meter er blevet indviet og åbnet for offentligheden. Der er en udkigsplatform på 72. etage, hvor man kan nyde udsigten over London fra 244 meters højde. Billetsalg her: http://www.theviewfromtheshard.com/.

De fleste skyskrabere er kontorbygninger uden offentlig adgang.

Der er imidlertid nogle få undtagelser. Den højeste bygning i den finansielle bydel City of London er The Heron Tower på 230 meter, hvor der er to restauranter på toppen med en fantastisk udsigt. Man ankommer til restauranterne med en glaselevator udenpå bygningen.

I det gamle havneområde Docklands er der åbnet en kabinelift mellem O2 koncerthuset og EXCEL udstillingsbygningen. Turen er godt 1 km lang og der er fra 95 meters højde udsigt til de gamle havne, Canary Wharfs skyskrabere, Thames Barrier som beskytter London mod oversvømmelser, London City Airport og endda til Det Olympiske Stadion. Se mere info her om Emirates Air Line Cable Car: http://www.emiratesairline.co.uk/.

Siemens har netop åbnet The Chrystal som et nyt flagskib for øst Londons Green Enterprise District. The Chrystal er en af de mest energi effektive og bæredygtige bygninger i verden, som rummer interaktive udstillinger om de store udfordringer for moderne byer: affald, overbefolkning, transport og CO2-udslip. Mennesker bruger i øjeblikket 50% flere ressourcer end kloden kan erstatte, så nye løsninger er påkrævede. Der er gratis adgang til den interaktive udstilling, som mange danske skole- og gymnasieklasser kunne få udbytte af. Danskere kan glæde sig over, at København er verdens mest bæredygtige storby. Se mere info her: http://www.thecrystal.org/_html/.

Du kan booke tur om innovativ arkitektur med masser af inside information om moderne arkitekter, byggefirmaer og byggeprojekter i London her: kaare@guideinlondon.com

 

           

 

Crossrail er Europas største anlægsprojekt

 

Den nye togforbindelse Crossrail i London er Europas største anlægsprojekt med 9000 bygningsarbejdere beskæftiget på 40 byggepladser under og over jorden. Crossrail er en ny jernbane på tværs af London, som vil skabe bedre forbindelse mellem øst og vest, og som vil formindske rejsetiden fra omegnen til City (fx reduceres rejsetiden fra Heathrow til Liverpool Street fra 55 minutter til 32 minutter). Crossrail ruten er over 100 km fra Maidenhead og Heathrow i vest til Shenfield og Abbey Wood i øst. Der bliver 38 Crossrail stationer, som bliver forbundet med undergrundsnettet i centrum af London - bl.a. Tottenham Court Road, Liverpool Street og Canary Wharf. Otte tunnelboremaskiner er i gang med at bore i alt 42 km Crossrail tunneller under London.

Crossrails nye togvogne vil have en kapacitet på 1500 passagerer, næsten det dobbelte af de nuværende undergrundstog. Crossrail vil bringe 1,5 mio mennesker indenfor en rejseafstand af 45 minutter fra det centrale Londons mange arbejdspladser. Crossrail vil udvide togkapaciteten i London med 10%, når den står færdig i 2018. Anlægsbudgettet er på 14,8 mia pund. Du kan booke en guidet tur rundt til nogle af Crossrails anlægspladser i London her: kaare@guideinlondon.com

Se mere info her: http://www.crossrail.co.uk/benefits/a-world-class-new-railway/

 

 

Skulptur af blå hane på Trafalgar Square

 

Den nye skulptur på Trafalgar Square de næste 18 måneder er en 4,72 meter høj blå hane af den tyske kunster Katharina Fritsch. Det er et kontroversielt valg, fordi den blå farve og hanen er symboler på arvefjenden Frankrig, der led nederlag til Lord Nelson's britiske flåde i Slaget ved Trafalgar i 1805, som pladsen er opkaldt efter. Kunstnerens ide er, at skulpturen er en humoristisk feministisk karrikatur af en maskulin måde at føre sig frem på med pomp og pragt som det kan ses i de omgivende statuer af konger og generaler. Hvad Lord Nelsons statue på pladsens søjle tænker om, at et symbol på arvefjenden Frankrig nu står bag hans ryg, er ikke til at vide...

 

Se mere info her: http://www.london.gov.uk/priorities/arts-culture/fourth-plinth/katharina-fritsch

 

 

Guideinlondon.dk © 2009-2015